Dansk Folkeparti: Danskere skal veje mindst 100 kg og fylde mere i gadebilledet (foto: Simone van den Berg/Photoxpress)

DF lovforslag: En rigtig dansker skal fremover veje mindst 100 kg. Fedt- og sukkerafgifter skrottes

Ud fra tesen om at  “dansk er godt – meget dansk er meget godt” er Dansk Folkeparti nu gået på korstog mod afgifterne på fedt og sukker. Når danskerne er større, så fylder de mere i gadebilledet. Og det er DFs mål: et dansk gadebillede. At fjerne fedt- og sukkerafgiften skal gøre det nemmere at opnå.

Alle voksne danskere skal veje 100 kg – mindst

For at danskerne fylder mest muligt i det danske gadebillede, har DF fremsat et lovforslag, som fordrer, at alle voksne danskere vejer mindst 100 kg. I særlige tilfælde kan der gives dispensation. Eksempler på personer, som ifølge lovforslaget kan få dispensation, er professionelle sportsudøvere og pornoskuespillere.

For at støtte dette initiativ er det vigtigt, at afgifterne på sukker og fedt afskaffes. Som DFs sundhedspolitiske ordfører Liselott Blixt udtaler: “Det skal ikke koste en bondegård at opfylde lovens bogstav. Derfor må vi af med afgifterne på sukker og fedt”.

Samtidig forbydes gymnastik og idræt for danskere i skolen. At McDonalds skal levere mad til danske skoler er endnu et skridt i den rigtige retning.

Ikke etniske danskere må veje 65 kg – max.

Som en del af samme lovpakke ønsker Dansk Folkeparti, at ikke-danskere må veje maksimalt 65 kg. Derved vil man reducere volumen på ikke-danskere i gadebilledet, offentlige transportmidler og andre offentlige steder. Hvis det går som forventet, vil denne vægtgrænse blive reduceret yderligere.

Kontrolposter med vægte

Der skal indføres en række kontrolposter, hvor den enkelte borger kan blive udtaget til kontrolvejning. I den forbindelse kommer ørechippen også i brug.

Information om kontrolvejninger overføres til ørechippen. Gentagne overtrædelser af vægtgrænserne medfører bødestraf og i særlig slemme tilfælde fængselsstraf. Personer på overføringsindkomster, som ikke overholder loven, vil blive trukket i deres ydelser. Ikke-danskere/EU-borgere/amerikanske statsborgere kan risikere udvisning.

Regeringen og EL: God ide!

Hos regeringen og Enhedslisten kan man godt se det positive i lovforslaget fra Dansk Folkeparti. Sundhedsminister Astrid Krag (SF) kan godt se det smarte i, at vi har mere af hinanden og nynner “…og flere ting har ændret sig – der er også blevet lidt mer af dig – men bli’r der mer’ af dig bli’r der mer’ til mig” fra klassikeren “Det er vores bryllupsdag i dag” med Bo Bendixen.

Det er derfor overvejende sandsynligt, at loven bliver gennemført til efteråret. I følge det lovforslag, som Tidens Nyheder er kommet i besiddelse af, har alle borgere op til 12 måneder at opnå den lovmæssige vægt.

Subscribe to our mailing list

* indicates required E-mail * Navn

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*