Unge kriminelle fratages smartphone og sociale profiler (foto: chrisharvey/Photoxpress)

Unge kriminelle kan vinke farvel til smartphone og Facebook – og goddag til Doro eller en fastnettelefon

 

De unge er ikke bange for fængsel, bøder og retsvæsenets øvrige straffe. Derfor har Folketinget netop vedtaget, at unge mellem 15 og 30 år også skal have frataget deres telefon og konfiskeret deres sociale profiler som Facebook, Snapchat, Instagram og lignende.

Dette er en skærpelse over for de unge, som ifølge en undersøgelse fra Instituttet for Retsbevidsthed, er mere bange for at miste deres telefon og online liv end at få en plettet straffeattest. Med det seneste tiltag får den unge lovovertræder både en plettet straffeattest og en to-årig periode uden adgang til en smartphone og sociale medier.

Doro som kompensation

Som kompensation for den konfiskerede smartphone og/eller tablet får den unge kriminelle Doros standardtelefon eller mulighed for fastnettelefon. Med en telefon fra Doro vil det fortsat være muligt at ringe mobilt.

Den konfiskerede telefon vil blive solgt på politiauktioner på den politistation, som forestod anholdelsen. Pengene fra auktionerne går til indkøb af DORO-telefoner. Et eventuelt overskud går i statskassen.

Staten overtager Facebook-profil

En nyoprettet specialgruppe under Justitsministeriet får ansvaret for de unge kriminelles profiler på Facebook og lignende. Denne specialgruppe vil sørge for, at den unges profilbillede viser den unge i fængselstøj. Samtidig vil der under grundlæggende oplysninger stå, at vedkommende er kriminel.

Overtræder den unge forbuddet, vil den unge blive idømt 3 måneders samfundstjeneste på Hemoriderne – en lille ø-gruppe 50 km nordøst for Færøerne. Og perioden uden smartphone/tablet fordobles.

Indstævner Folketinget

Denne udvikling har ikke fået nogen pæn modtagelse blandt Danmarks unge. Flere har – via de sociale medier – forsøgt at tale Justitsminister Morten Bødskov fra idéen. Dette er dog ikke lykkedes.

Morten Bødskov har udtalt til Tidens Nyheder: “Der er tale om en veltilrettelagt sanktion, som formodentlig vil få de unge til at tænke sig om en gang ekstra. Når fængsel ikke kan gøre det, så har vi andre metoder”.

Anna Droidager, som er har 1293 venner på Facebook og er aktiv på en lang række andre sociale platforme, vil indstævne Folketinget for landsretten. Hun mener, at det er et så radikalt indgreb i hendes grundlovssikrede rettigheder – her i det 21. århundrede. Denne retssag formodes at komme for domstolen i starten af det nye år. Indtil en kendelse foreligger vil loven gælde.

Begge parter har sagt, at taber de sagen i landsretten, vil de anke til Højesteret. Der vil derfor tidligst ligge en endelig kendelse om 4-6 år.

 

 

 

Subscribe to our mailing list

* indicates required E-mail * Navn

This article has 1 kommentar

  1. Hehe altid gode nyheder. 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*