
Dansk fangeflugt inspirerer Spaniens økonomiminister til finte. Finten fritager Spanien for at betale 789 mia. Euro
Den spanske økonomiminister, Luis De Guindos Jurad, lod sig inspirere af en fræk flugt fra et dansk fængsel. Han meddelte ECB, at Spanien havde betalt sine udeståender og nu var gældfri. Dette tog en ansat hos ECB til efterretning og gav Spanien en kvittering for dette. ECBs præsident, Mario Draghi, fatter ikke, hvordan det kunne gå til, men erkender, at det nok er den dyreste menneskelige fejl i menneskehedens historie.
789 mia Euro gæld “indfriet”
Den spanske gæld var på 789 mia. Euro – indtil i dag, hvor Spanien med et blev gældfri. Det var en fuldmægtig i ECB med prokura, som skrev under på, at Spanien var gældfri. Den pågældende fuldmægtig er nu fritaget for tjeneste, i mens ECB og EuroPol undersøger de nærmere omstændigheder.
Det lykkedes Tidens Nyheder at få et interview med den pågældende fuldmægtig, som ønsker at blive kaldt Enrique Nohaydinero. Han fortæller om forløbet: “Jeg fik en besked på Facebook fra Spaniens økonomiminister om, at de havde indbetalt deres restgæld og derfor var gældfri. Og han havde sat en blinkende smiley efter”. Han bad om at få en saldokvittering. Desværre kunne jeg ikke logge på betalingssystemet for at tjekke det, men han er jo sådan en flink fyr, så det måtte være rigtigt”
Opdaget ved en tilfældighed
Det var da en kreditorbogholder hos ECB rykkede for manglende betaling af 231 mio. Euro, at det kom frem, at Spanien var gældfri. Fra den spanske nationalbank og regering henviste man til saldokvitteringen fra ECB. Med baggrund i saldokvitteringen ønskede man ikke at betale. Siden da har ECBs interne affærer haft travlt med at udrede trådene.
Ulden sag
Det er en sag uden sidestykke i verdenshistorien. Derfor der ingen præcedens for, hvad man skal gøre. Derfor lader det til, at gældsfritagelsen står ved magt. Formodentlig får den spanske økonomiminister en form for straf.
Han har udtalt: “Det var nærmest en impulsiv handling, som jeg ikke har diskuteret med andre. Og da det lykkedes, så sendte jeg saldokvitteringen videre til nationalbanken. Jeg gjorde det for Spaniens skyld.”
Tiden må vise, hvordan denne sag bliver løst.