Forældre fejlbedømmer teenagebørns indtag af agurk

unge danskere stort agurkemisbrug Forældre fejlbedømmer teenagebørns indtag af agurk

Mange danske unge er agurkemisbrugere (foto .stock/Photoxpress)

Danske forældre har ofte et helt forkert indtryk af deres børns forbrugsvaner. For nylig redegjorde en undersøgelse fra Mandag Morgen/Trygfonden, at unge drikker mere end deres forældre tror. En lignende undersøgelse fortæller, at det står endnu værre til med forældrenes billede af de unges grøntsagsvaner. En stadig større gruppe unge har et ekstremt overforbrug af grøntsager – især agurker.

Mange danske forældre tror, at deres teenagebørn afskyr grøntsager. Det er også det indtryk de unge ønsker at give. I virkeligheden skjuler de deres overforbrug. Især agurk står meget højt på listen. Tidens Nyheder har talt med en ung og hans familie, som fik styr på det ukontrollable overforbrug.

Det startede med en leverpostejmad

Jonas Konradsen på 17 år er på mange måder en helt almindelig dansk dreng. Der er intet ved hans udseende, som fortæller, at han har været dybt afhængig af agurker.

Jonas fortæller, hvordan det hele startede: “Det var sidst på måneden, så jeg havde ikke råd til at købe den sædvanlige portion pommes frites og kebab nede på grillen. Derfor blev min mor nødt til at smøre en madpakke til mig. Det blev til 4 stykker med leverpostej og masser af agurk. Leverpostejen var lidt for gammel, så den smagte dårligt. Derfor spiste jeg kun agurken. Og det smagte bare tæskegodt! Siden den dag, har jeg spist mindst 4 agurker hver dag. I weekenderne kan det sagtens blive til 12 agurker på en aften”.

Snuppet på agurkerov

Jonas fik også lokket en del af sine venner over på agurk. Et forbrug, som også de skjulte. Oftest købte de agurkerne i de lokale supermarkeder. De fandt snart ud af, at der var et gartneri i nærheden som dyrkede agurker. Disse agurker var helt friske og krummede ikke ret meget. Det blev til mange ulovlige ture til gartneriet. Jonas har ikke tal på, hvor mange agurker de stjal.

En aften – da Jonas var alene på agurkerov – gik det galt. Gartneren tog ham på fersk gerning. Det blev starten til slutningen på Jonas’ agurkemisbrug. Jonas brød helt sammen og fortalte gartneren, hvorfor han stjal agurker. I stedet for at ringe til politiet, blev der ringet til forældrene, som dermed fik kendskab til deres søns misbrug.

Familie var rystet. Jonas’ forældre fortæller: “At vores søn skulle havne i sådan en situation, havde vi aldrig forestillet os. Det var et kæmpechok!”

Nedtrapning

blandingsmisbrug groentsager Forældre fejlbedømmer teenagebørns indtag af agurk

Dagen efter blev Jonas indskrevet på en klinik for misbrugere. I løbet af de næste måneder blev Jonas afgiftet og er så langt i sin vej tilbage mod et normalt liv, at han nu godt kan gå uledsaget i butikkernes grøntsagsafdelinger.

Siden er mange andre agurkemisbrugere kommet ud af deres ulykkelige situation. Sundhedsstyrelsen er netop ved at lægge sidste hånd på en kampagne, som skal advare unge mod umådeholdent indtag af agurker og andre grøntsager.

Jonas fortæller afslutningsvist, at mange på hans skole fortsat har et uhæmmet forbrug af agurk og andre grøntsager. En del er ude i blandingsmisbrug med kombinationer af flere grøntsager. Et forbrug de holder skjult. Af frygt for repressalier vil han ikke sætte navne på, hvem de er.