
Kæmpe mutantmyg fundet i Danmark. Drikker op til 0,1 l blod ad gangen
Hvad der startede som en vandrehistorie, er nu bekræftet af Dansk Insekt Institut. Danmark huser en ny og hidtil uset myggeart, som er markant større og farligere end almindelige myg. Det er en klonet myg, som er stukket af fra et laboratorium i Tyskland og som har formeret sig i den danske natur. Myggen er en kloning mellem en almindelig skovmyg og en guldsmed. Den har allerede skabt panikagtige scener ved adskillige sommerarrangementer i flere tyske delstater. Roskilde Festivalen opstiller myggekanoner.
Det lader til, at vi fremover skal have gang i nogle helt anderledes kraftige midler for at undgå myggene. Den nye type myg vejer typisk 6 gram, hvor en normal myg vejer 2,5 mg. Der er derfor tale om en myg af en helt anden størrelse. Den nye type myg er døbt Nematocera Maximus.
Meget blodtørstig
Som sine mindre artsfæller er Nematocera Maximus også blodsuger. Den har bare brug for væsentlig mere blod end de traditionelle skovmyg. Hvor en traditionel skovmyg tager 4 ml, kan den nye mutantmyg tage op til 1 dl.
Der er allerede flere rapporter om, at køer og andre husdyr er indlagt for at få blodtransfusioner på grund af blodtab i forbindelse med mødet med de nye myg.
Statens Skadedyrsbekæmpelse: Ingen hold i virkeligheden
Hos Statens Skadedyrsbekæmpelse ønsker man ikke at udtale sig til Tidens Nyheder om, hvordan man påtænker at dæmme op for mutantmyggene.
Afdelingschef Herluf Jespersen, som har ansvaret for myggebekæmpelsen i Danmark konstaterer kort: “Vi tror fortsat, at det er en “and” – denne mutantmyg. Hverken min kat Mischa eller jeg har set, hørt eller følt noget til disse myg i vores lejlighed på Frederiksberg. Derfor vil vi ikke iværksætte en undersøgelse, da det blot vil være spild af mine og dine skattekroner”.
Roskilde-festivalen installerer myggekanoner

Roskilde Festivalen har købt 32 myggekanoner for at sikre gæsternes sikkerhed
På Roskilde-festivalen ønsker man, at gæsterne kan fokusere på oplevelser med musik og hinanden. Og at gæsterne ikke skal være skræmte over udsigten til at blive stukket af kæmpemyg.
Derfor har Roskilde Festivalen – som de første i Danmark – investeret i 32 myggekanoner, som skal skræmme de muterede myg væk. Myggekanoner afsender en højfrekvent lyd, som myggene ikke kan lide. På den måde holdes myggene væg fra festivalområdet, som ellers ville være en overdådig festbuffet for de aggressive myg.
En konsekvens ved myggekanonen er, at mobilnettet i området påvirkes i af lydstrålerne. Der vil være ekko og interferens, når man taler i mobiltelefon med andre. Festivalledelsen har dog vurderet, at gæsternes sikkerhed og velvære vægter højere end at kunne tale i telefon.