Amerikansk turist sagsøger Lars Løkke for regnvejr i Danmark

Amerikansk turist sagsøger Lars Løkke for regnvejr i Danmark. Reklame viste højt solskin og blå himmel.

 

Amerikanske Donna Smith har sagsøgt statsminister Lars Løkke Rasmussen for manglende sol. Under hendes besøg i Danmark i juli var det primært regnvejr og overskyet. Erstatningskravet lyder på USD 34 mio.  “Der var solskin i reklamen. Det må være statsministerens opgave at holde, hvad der loves.”

Da Tidens Nyheder besøger Donna Smith i Præsidensuiten på Hotel Hermitage i Monaco, bliver det hurtigt klart, at hun er en kvinde, der er vant til at få, hvad hun peger på. Derfor vil hun have erstatning for den dårlige ferie, som hun havde i Danmark. I de 7 kufferter, som hun havde medbragt til Danmark, var der intet tøj, der var egnet til den dårligste, danske sommer i 38 år.

Så fyr dog de meteorologer!

Ud over at kræve en erstatning på USD 34 mio., forlanger hun også at de ansvarlige meteorologer bliver fyret. Fordi “de har udført et dårligt og sjusket arbejde”. Da Tidens Nyheders udsendte påpeger, at meteorologer kun forudser (og ikke bestemmer) vejret, kvitterer Donna Smith med et hurtigt og indædt “Fake news” og at “Tidens Nyheder er fuldstændigt utroværdigt, når de blander løgn og sandheder efter forgodtbefindende”. Dernæst fastslår hun, at interviewet er slut.

Har tidligere vundet retssager

Det er ikke første gang Donna Smith sagsøger et statsoverhoved for manglende indfrielse af forventninger. I 2013 sagsøgte hun den spanske premierminister Mariano Rajoy fordi en række spaniere ikke havde kunnet tale tilstrækkelig meget engelsk til at forstå hende. Brochuren havde været på forståeligt engelsk, så også her mente Donna Smith, at der var tale om fejlinformation. Sagen kom retten og hun blev tilkendt USD 21,8 mio samt et års forbrug af økologisk sangria.

Sagen afgøres ved Københavns byret

Sagen kommer for retten i næste måned og forventes at løbe over 2 retsdage.

Fra kilder tæt på statsministeren forlyder det, at Lars Løkke Rasmussen tager søgsmålet med knusende ro. Samme kilde fortæller, at man har prøvet at indgå forlig med Donna Smith. Statsministeren skulle have tilbudt, at Donna Smith kunne få et års forbrug af “Danish Buttercookies”, hvilket blev afvist af sagsøgeren.

Vinder Donna Smith sagen, forventes mange sommerskuffede danskere at følge trop med et søgsmål.

Subscribe to our mailing list

* indicates required E-mail * Navn

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*